Ny mulighed for at optimere skatten med Falcon Porteføljepleje

Som investor er det afkastet efter skat, ikke før skat, du skal leve af.

Derfor hjælper vi vores kunder, så de ikke betaler for meget i skat af deres investeringer.

Det gør vi blandt andet ved at give kunderne flere forskellige muligheder, så investeringerne kan tilpasses deres individuelle skatteforhold. Vi har netop lanceret endnu en mulighed i Falcon Porteføljepleje, som jeg beskriver nedenfor.

Den kan være relevant, hvis man har stor negativ kapitalindkomst, eksempelvis som følge af renter og bidrag på realkreditlån.

Hvis kapitalindkomsten er negativ, og man samtidig investerer i aktier for sine frie midler, kan der opstå situationer, hvor man betaler 42% i marginalskat af sin aktieindkomst, mens fradragsværdien af den negative kapitalindkomst kun er 26%.

Denne skævhed kan undgås ved at investere i aktiefonde, der ikke er aktieindkomstbeskattede, men derimod kapitalindkomstbeskattede. Herved vil gevinster på aktieinvesteringerne kunne modregnes i renteudgifterne.

Og det er netop den mulighed, vi nu tilbyder i Falcon Porteføljepleje.

I praksis sker det ved, at vi tilbyder porteføljer, hvor aktieinvesteringerne sker via ETF’er, som ikke er på SKAT’s liste over aktiebaserede investeringsselskaber.

Et eksempel, baseret på skattesatserne i 2024

Et ægtepar, der begge arbejder og er medlem af folkekirken, har i 2024 aktiegevinster på 300.000 kr., der beskattes som aktieindkomst.

I 2024 har de også negativ kapitalindkomst på 300.000 kr. i form af renter og bidrag på deres realkreditlån. De har således en samlet aktie- og kapitalindkomst i 2024 på 0 kr. netto.

Den samlede beskatning af aktieindkomsten vil være 27% x (2 x 61.000 kr.) + 42% af resten = 107.700 kr.

Kapitalindkomsten fradrages i deres lønindtægter. Den samlede fradragsværdi for den negative kapitalindkomst vil være 34% x (2 x 50.000 kr.) + 26% af resten = 86.000 kr.

Forskellen mellem skatten og værdien af fradraget er 107.700 kr. – 86.000 kr. = 21.700 kr. Ægteparret betaler således 21.700 kr. i skat af en nettoindtægt på 0 kr.

Hvis aktiegevinsterne i stedet havde været kapitalindkomst, ville nettokapitalindkomsten have udgjort +300.000 kr. fra aktierne og -300.000 kr. fra realkreditlånet, dvs. i alt 0 kr. Skattebetalingen ville derfor have været 0 kr.

Hvis ægteparret ikke havde været medlem af folkekirken, ville besparelsen på 21.700 kr., have været ca. 3.000 kr. større.

Hvis man som barn ønsker at investere i aktier, kan det også være en fordel at aktiegevinster er kapitalindkomst. Det skyldes, at kapitalindkomst, men ikke aktieindkomst, omfattes af frikortet, som har en værdi på 49.700 kr. i 2024. Dermed er aktiegevinsterne skattefrie.

Det samme er tilfældet, hvis man som voksen ikke har nogen indkomst, eksempelvis hvis man har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet inden folkepensionsalderen. Det skattefrie beløb er det samme som for børn, nemlig bundfradraget på 49.700 kr. i 2024.

Skattemæssige optimeringer afhænger af de aktuelle og fremtidige skatteregler – og af en lang række individuelle og personlige forhold. De kompliceres endvidere af, at man ikke i forvejen ved, om investeringerne giver positivt eller negativt afkast i et givet fremtidigt år.

Hvis man både er tålmodig og har overblik over skattereglerne, vil mange dog kunne opnå en langsigtet skattefordel ved at tænke sig om, inden de investerer. 

Klik her for at læse mere om hvordan investeringsafkast i Falcon Porteføljepleje behandles skattemæssigt.