Børsnoterede alternativer.

Guld og grønne skove.

En god måde at sprede sin investeringsrisiko på, er ved at investere i flere forskellige aktivklasser.

Nogen supplerer derfor deres aktieinvesteringer og obligationsinvesteringer med investeringer i ejendomme eller ejendomsprojekter. Andre investerer i grøn energi, eksempelvis i vindmølleprojekter eller solcelleprojekter.

En ulempe ved at investere i denne type alternativer er, at investeringerne ikke er omsættelige. Man kan med andre ord ikke sælge dem igen når man har lyst. Ofte er et hurtigt eller akut salg behæftet med relativt store omkostninger, hvis det overhovedet er muligt. 

I Falcon benytter vi derfor børsnoterede alternativer til at sprede risikoen, eksempelvis børsnoterede investeringsfonde med globale ejendomme. Det har den fordel at vi hurtigt, nemt og billigt kan købe og sælge kundernes alternative investeringer.

At alternativerne er børsnoterede, har også den fordel at vi kan investere i en aktivklasse når markedet går godt, og modsat reducere, eller helt sælge, når markedet går dårligt.

Hvis du ønsker at supplere din investeringsportefølje med børsnoterede alternativer, sørger vi for alt det praktiske.

For at sprede risikoen investerer vi altid i en pulje af flere forskellige aktivklasser:

Private equity

Private Equity fonde investerer i private virksomheder – det vil sige unoterede virksomheder – med henblik på at videreudvikle dem og sælge dem med gevinst. Salget af de virksomheder der investeres i kan ske via en børsnotering, eller via et salg til en anden investeringsfond eller en privat virksomhed.

Værdiudviklingen på Private Equity fonde afspejler ikke fuldt ud det generelle aktiemarked. Værdiudviklingen følger blandt andet markedet for børsnoteringer og virksomhedshandler, generelt. Herudover afspejler den fondenes evne til at investere i lovende private virksomheder, og at skabe vækst og merværdi i de virksomheder, som de investerer i.

Når vi investerer i Private Equity sker det via en børsnoteret UCITS-godkendt investeringsfond, der ejer aktier i store globale Private Equity fonde. Investeringsfonden forvaltes af Blackrock, og de største positioner er p.t. 3i Group, Brookfield Corp, Blackstone, Partners Group og KKR and Co.

Globale ejendomme

Ejendomsfonde, også kaldet REITs (Real Estate Investment Trusts) investerer i ejendomme, både boligejendomme og erhvervsejendomme. Værdiudviklingen på ejendomsfonde afhænger af blandt andet renteudviklingen og inflationen. Herudover har det betydning hvordan efterspørgslen på ejendomme udvikler sig, og hvor gode muligheder der er for at regulere lejeniveauet. Ejendomsfonde har dermed karakteristika, som gør at kursudviklingen ikke følger det generelle aktiemarked.

Når vi investerer i globale ejendomme, sker det via en børsnotereret UCITS-godkendt investeringsfond, der ejer aktier i store globale børsnoterede ejendomsselskaber. Det sikrer en god spredning på mange lande og på mange forskellige typer af ejendomme. Investeringsfonden forvaltes af Amundi.

Guld

Prisudviklingen på guld er stort set afkoblet fra udviklingen på det generelle aktiemarked.

Prisen på guld er drevet af efterspørgslen på fysisk guld, eksempelvis til smykkeproduktion, og i hvor høj grad udvindingen af guld kan imødekomme efterspørgslen.

Guldprisen er herudover drevet af det fænomen, at guld anses som en ”sikker havn” i urolige tider. I tider hvor der har været stor uro på aktiemarkederne, er guldprisen typisk steget meget. To eksempler er finanskrisen i 2009-11, og i det første år med Corona i 2020. I disse perioden var guldprisen negativt korreleret med det generelle aktiemarked.

Når vi investerer i guld sker det via en børsnoteret investeringsfond, hvis værdi afspejler guldprisen, og som overholder UCITS-reglerne. Metoden til at afspejle prisen er, at investeringsfonden ejer en mængde fysisk guld, der svarer til værdien af de investeringsbeviser der er udstedt. Hver investor ejer således en andel af den samlede mængde af det guld, som investeringsfonden ejer. Man kan også, som ekstra sikkerhed, vælge at få indløst sine investeringsbeviser mod levering af den mængde fysisk guld, som investeringen repræsenterer.

Investeringsfonden er forvaltet af en investeringsfond under den tyske fondsbørs XETRA.

Råvarer

Prisen på råvarer følger kun i begrænset omfang den generelle udvikling på aktiemarkedet. I tider hvor der er aktieuro som følgende af stigende råvarepriser, vil de to markeder udvikle sig i modsat retning.

Udviklingen i råvarepriserne afhænger af udbud og efterspørgsel på de pågældende råvarer. Prisen på nogle typer af råvarer – eksempelvis energi – kan være meget følsom overfor udbudsændringer, idet råvaren er meget vigtig for verdensøkonomien.

Råvarer kan derfor svinge en del i pris på kort og mellemlangt sigt. Men den langsigtede prisudvikling er alt andet lige begrænset af at råvarer ikke i sig selv er værdiskabende, modsat eksempelvis værdien af et selskab, der skaber driftsoverskud.

Da inflation netop afspejler priserne på de varer og serviceydelser der forbruges, er råvareinvesteringer gode hvis man ønsker at imødegå inflation.

Når vi investerer i råvarer, sker det i en børsnoteret UCITS-godkendt investeringsfond, hvis værdi følger prisudviklingen på en kurv af råvarer, der er vægtet efter deres samlede omsætning på verdensmarkedet. Fondens værdiudvikling vil derfor i praksis afspejle værdien af de råvarer der er vigtigst for verdensøkonomien

Fondens største positioner er blandt andet råolie, soyabønner, soyamel, kaffe, og sukker.

Som investor i råvarefonden er man ikke ejer af de fysiske produkter, og man påvirker derfor ikke værdien af produkterne når man køber og sælger investeringsbeviserne. Man er i stedet medejer af en investeringsfond hvis kurs afspejler værdien af de underliggende råvarer. Dette sikrer fonden via juridiske aftaler med firmaer der har reelle kontrakter på levering af de pågældende råvarer.

Den investeringsfond vi investerer i, er forvaltet af Legal & General Investment Management.

Indeksobligationer

Indeksobligationer er obligationer som værdireguleres i takt med inflationen. I tider med høj inflation vil man derfor være sikret mod fald i købekraften, idet obligationerne automatisk kursreguleres.

Udover inflationen, afhænger værdiudviklingen på indeksobligationer blandt andet af renteudviklingen og udviklingen i verdensøkonomien. Kursen afspejler endvidere hvordan markedet vurderer risikoen for at obligationsudstederne ikke kan betale renterne og afdrag til tiden.

Disse forhold, især inflationsreguleringen, gør at kursudviklingen på indeksobligationer ikke afspejler aktiemarkedets generelle udvikling.

Når vi investerer i indeksobligationer, sker det via en UCITS-godkendt investeringsfond der investerer i en pulje af europæiske statsobligationer med relativt kort varighed. Inflationsreguleringen sker på baggrund af inflationen i de lande, som har udstedt obligationerne.

Vi investerer i indeksobligationer via en investeringsfond, der er forvaltet af BlackRock.

Globale aktier

Alternative investeringer bevæger sig ikke i takt med aktiemarkedet, og de bevæger sig ikke i takt med hinanden.

Nogle gange udvikler de fleste alternativer sig generelt positivt, men i andre tider udvikler de fleste alternativer sig dårligere end det generelle aktiemarked.

For at skabe bedre afkast til vores kunder, flytter vi derfor en del af investeringerne fra alternativer til det generelle aktiemarked, når en eller flere alternativer har dårlig performance.

Vi investerer i det generelle aktiemarked via en UCITS-godkendt investeringsfond, der ejer aktier i alle større børsnoterede selskaber i verdens udviklede lande. Antallet af aktier, som fonden ejer i de enkelte selskaber, afspejler selskabernes markedsværdi.

Investeringsfonden er forvaltet af BlackRock, og p.t. er følgende selskaber blandt de største positioner: Apple, Micrsoft, Nvidia, Amazon og Meta.

Historisk set har denne kombination af børsnoterede alternativer været en god støddæmper i perioder med uro på aktiemarkederne. I de gode aktie-år, har aktieafkastet typisk været det bedste, og i urolige år, har afkastet på puljen af børsnoterede alternativer typiske været det bedste.

Ingen ved hvad fremtiden bringer, men historisk set har vi oplevet markedsuro med aktiekursfald på 10% eller mere ca. en gang om året, og markedsuro med aktiekursfald på 20% eller mere ca. hvert andet år.

Eksempel

Figuren nedenfor illustrerer markedsudviklingen på globale ejendomme og på Private Equity investeringer, sammenholdt med udviklingen i det generelle aktiemarked (den vandrette linje med værdien 100). Som det ses, udvikler de tre markeder sig forskelligt.

I de seneste år har Private Equity udviklet sig bedre end det generelle aktiemarked (stigende kurve), mens investeringer i globale ejendomme i årene med stigende renter har udviklet sig dårligere end det generelle aktiemarked (faldende kurve).